Historien viser, at kræfter i dansk fagbevægelse altid har taget stilling for fred. Det har man ikke altid fået ros for. Danske virksomheder var rasende, og nogle politikere mente, at arbejderne støttede terrorister, fordi Mandela på USA’s terrorliste.
Da Nelson Mandela i 1994 blev indsat som præsident i Sydafrika – den første demokratisk valgte leder efter apartheid – var fire danske gæster officielt inviteret.
Det var ikke tilfældigt. Dele af dansk arbejderbevægelse spillede en stor og vigtig rolle i kampen mod det racistiske apartheidregime. Sømandsforbundet afslørede, hvordan danske rederier ulovligt omgik FN’s våbenembargo, og var med til at sætte en prop i våbenleverancerne til det morderiske styre. Sammen med blandt andre australske kolleger startede de en stor faglig kampagne mod apartheid. Danske havnearbejdere nægtede at arbejde med skibe, der sejlede med sydafrikanske varer.
Og hvorfor så dette tilbageblik på fortiden? Fordi der er opstået en debat om, hvorvidt danske arbejdere og fagbevægelse overhovedet skal forholde sig til krig og undertrykkelse af folk og kolleger i andre lande. Er det fagbevægelsens opgave, eller skulle den ikke hellere holde sig til sin egen nyttehave?, at kræfter i dansk fagbevægelse altid har taget stilling for fred og solidaritet. Det har man ikke altid fået ros for.